Everybody's Got Something to Hide Except Me and My Monkey

[Rosie Valentine Sharp]

@sacha

---

Det var en skøn november morgen. Alt var gået helt som planlagt og næsten alt for perfekt. Det var næsten lige før at fuglene sad på lur, for, at kunne sætte sig på Rosie, for at synge en glad lille sang, som var verden forvandlet til en Disney-film! Det skete dog ikke, og heldigvis for de små fugle-bæster, for der skulle ikke komme nogle klamme dyr og sætte sig, på hendes nye, dyre vinterfrakke, som næsten lyste de mørke gader op, med dens svage, lyserøde farve. Hendes høje hæle kunne høres imod trinene på trappen, da hun var på vej op til sin plads på kontoret i Profettidendes bygning, for at få et interview på plads. Hun havde i teorien ikke så meget hun skulle lave i dag, hvilket jo kun gjorde det hele bedre! Så kunne hun tage tidligt hjem, tage et dejligt, langt bad og-… Hun gik forbi en åben dør på vejen, og fik øje på Sacha som sad og arbejde, og i et par sekunder gik hun faktisk bare videre, smilende, indtil det rent faktisk gik op for hende, hvad der var galt, ved at se Sacha sidde og arbejde på hendes arbejdsplads, og hun tabte næsten sin taske, af overraskelse, da det først var gået op for hende, hvad hun havde set. Hendes før så lykkelige smil, blev nu langsomt mindre lykkeligt, for til sidst at forsvinde helt. Kvinden drejede om på sine høje, hvide hæle, for at gå tilbage, den vej hun kom. Hun stillede sig i døråbningen til det sted manden åbenbart havde indfiltreret, hvorfra hun skød ham et skarpt, vredt blik, som ville få de fleste mennesker til at løbe ud og finde sig et dø-hul.

Rosie blev stående sådan, uden et ord, indtil manden selv havde formået at løfte sit dumme ansigt. Hendes arme var lagt over kors og hendes hofte var let skudt ud til den ene side i en stærk position, som fik det til at ligne, at ikke engang selveste Supermand kunne vippe hende over. ”Undskyld mig,” sagde hun hårdt, og løftede hagen, for at se endnu stærkere ud. ”Må jeg spørge dig, hvad i Merlins navn du laver på min arbejdsplads?” Hun blinkede et par gange, tydeligvis fornærmet over hans tilstedeværelse, for han burde jo, under ingen omstændigheder befinde sig i selv samme bygning som hende.

[Deleted]

Anden dag på jobbet, og det kørte indtil videre allerede som smurt. Førstedagen havde han brugt på at få sat et interview med en auror i stand, så nu skulle artiklen til det bare skrives. En process, der var gået meget let og smertefrit for sig. Men nu var det jo selvfølgelig heller ikke hans første journalist arbejde. Det var jo sådan set det, han altid havde lavet. Bare på forskellige aviser og blade, naturligvis. Forskellen var dog nu, at det var den første engelske avis, han havde arbejdede for. Men det var også først for nyligt, han havde flyttet til London. Han havde faktisk sjældent forladt Paris, men med en opvækst som hans, så var det stort set et krav, at han skulle lære flydende engelsk, og der var så også kommet lidt andre sprog oveni. Han skrev også ganske upåklageligt på engelsk, og han talte det også til perfektion, så der var jo heller ingenting at klage over her. Det eneste, der sådan set afslørede ham var en kraftig, fransk accent, der hang ved, når han talte.

Sacha kløede sig lidt på hagen, mens han overvejede en formulering, som ikke kunne lade være med at lyde mærkelig i hans øre. Han nikkede kort til kvinden, der kom gående ind uden videre at bemærke, hvem det var. Muligheden for at støde ind i gamle skole"kammerater" eller generelt bare folk, han kendte, forekom ham nemlig ikke videre sandsynlig i London, eftersom han jo netop stort set aldrig havde forladt Frankrig.
Han havde vendt blikket tilbage mod sin ufærdiggjorte artikel, da han bemærkede, at kvinden, der før var kommet derind, nu var vendt tilbage og stod og stirrede vredt på ham. Han hævede derfor langsomt hovedet og sendte hende et spørgende blik, der dog hurtigt forvandlede sig til et diskret elevatorblik. Hun så sgu da egentlig meget godt ud. Hans øjne fandt hurtigt tilbage til hendes ansigt igen, da hun begyndte at tale. "... Eh..?" Han vidste ikke helt, hvad han skulle svare. Hvad i al verden mente hun med det? Vent nu lige... Han kneb øjnene sammen og forestillede sig en omkring 20 år yngre version af kvinden og genkendte hende da straks. "Rosie Sharp," sagde han selvsikkert med en accent, der var stærkt influeret af fransk. "Sikke dog et sammentraf, at vi skulle støde op 'inanden 'er, hva'?"
Han rejste sig fra stolen og tårnede sig dermed en hel del op over hende. Selvom hun var vokset betydeligt, så var hun stadig intet mål i forhold til ham. "Du ser strålende ud," bemærkede han og viste ikke videre tegn på, at der kunne være årsag til, at hun måske var knap så glad for at se ham igen. Selvom han udmærket var klar over det. Han havde ikke just været sød ved hende i skolen, det ville være synd at påstå. Men hvem kunne bebrejde ham? Hun havde alle dage været en umådeligt køn pige i hans øjne, men dengang havde hun alligevel været for ung til ham. Nu var det jo straks en anden sag...

[Rosie Valentine Sharp]

Hun nikkede, ganske hurtigt og kort, da han sagde hendes navn. Hun var selv ret god til ansigter, så hun havde selvfølgelig genkendt ham, lige så snart hun havde set hans ansigt. Det var jo heller ikke så tit, at man glemte ansigtet på den person, som havde gjort stort set hele éns skoletid til et rent Helvede. ”Der er bestemt ikke nogen der ’støder op ’inanden’ her!” Sagde hun, lod sin egen franske accent tage over, da hun gentog hvad han selv havde sagt. Ja, hun havde vel boet i England i længere tid, så det kom vel ikke som en overraskelse, at hun var bedre til sproget end ham, men han kunne vel umuligt være så dårlig til sproget, at han ikke forstod noget seksuelt ved sin egen sætning. Hendes accent kunne stadig høres, ja, men ikke i så stor en grad som hos Sacha, hvilket fik hende til at undre sig over, hvor længe han egentligt havde været der.

”Og det er heller ikke et sammentræf at vi begge er her!” Fastslog hun, og satte hænderne på hofterne, da han rejste sig, hun gav ham elevator-blikket og bandede inderlig over, at han så alt for godt ud, til at ligne én der havde mobbet hende i skolen. Pokkers. ”Mit navn står overalt i Profettidende! Du er kun kommet her, for at irriterer mig, er du ikke?!” Det var hun i hvert fald overbevist om, at han var! Det kunne han sikkert godt finde på, også selvom han så ud til, at have glemt alt om deres tidligere sammenstød. Hvad bildte han sig egentlig ind?

Det lignede, at hun fik et mindre stød, da han pludselig kom med et kompliment, men hun fik dog hurtigt styr på sig selv igen, og kom tilbage med et næsten mere fornærmet udtryk i ansigtet end før. ”Ja, tak. Det er jeg godt klar over!” Sagde hun stift, selvtilliden fejlede ingenting her. Hun behøvede ikke en mand til, at fortælle hende hvor godt hun så ud, når hun selv havde øjne, som fungerede helt fint. ”Må jeg så få en forklaring? Hvorfor er du her?”

[Deleted]

Sacha afholdt sig selv fra at begynde at grine, men han kunne ikke tilbage holde et morende smil, som hun nu stod og gjorde grin med hans accent, som hun i øvrigt også selv besad. Ganske vist ikke ligeså voldsom som hans egen, kunne han høre, så det måtte jo betyde, at hun havde været i landet i et stykke tid? Men hvad der nu virkelig morede ham ved dette var, at det ellers plejede at være ham, der gjorde nar af hende i skolen. Han havde ganske vist aldrig rigtig indset, hvilken idiot hun måtte syntes, han havde været og stadig var, for i hans øjne havde det jo bare været for sjov. Der havde aldrig lagt noget ondt bag hans drillerier.

Nu kunne han dog ikke lade være med at le lidt af hende. "Som du dog 'idser dig op," sagde han i en tone, der klart afgjorde, at han var mere underholdt end fornærmet over hendes ord. Han rystede på hovedet uden at fjerne smilet. "Men 'vis du virkelig er interesseret i at vide det, så må jeg vist 'ellere fortælle dig, at jeg ikke anede, du arbejde 'er," indrømmede han ærligt. Ikke at hendes tilstedeværelse ville have afholdt ham fra at søge jobbet. Så havde han nok bare fulgt hendes mistanker og gjort det udelukkende for at genere hende, men sådan hang det utroligt nok ikke helt sammen.
"Jeg er først lige kommet til landet. Jeg 'ar aldrig læst denne 'er avis før. Jeg blev valgt på tidligere erfaringer." Og det var sandheden. Han havde aldrig taget sig tiden til at lære den, efter han var ankommet. Han havde haft for travlt med at finde arbejde og havde derfor ikke stoppet op et sekund for at følge lidt med. Og det var også udelukkende tidligere erfaringer, der havde fået ham ind på det her sted.

"Men du selv," tilføjede han og skød selv den ene hofte ud og lagde armene over kors for at imitere den måde, hun stod på lige nu. "Hvad laver du selv 'er?" Han morede sig garanteret en hel del mere over dette, end hun gjorde.

[Rosie Valentine Sharp]

Hvor bildte han sig ind, at stå og grine af hende på den måde!? Dette var en meget seriøs ting, så der skulle bestemt ikke grines! Selvfølgelig hidsede hun sig da op! Det var jo mobning! ”Løgner!” Fastslog hun, som et lille barn, også selvom det måske var rigtigt nok, hvilket hun på et eller andet punkt godt kunne forestille sig, da han jo sådan set var fra et andet land. Det var sådan set bare pure stædighed der gjorde, at hun ikke ville tro ham! For hun ville da på ingen måde give ham ret, det var hun alt for stolt til!

”Hvilke erfaringer, måske?” Hun var alligevel en smule nysgerrig om, hvad han havde gået og lavet, for hvis han blev valgt på grund af tidligere erfaringer, så måtte det da værre noget større han havde arbejdet på? Hun formåede dog stadig at se fornærmet ud.

Hun lignede næsten én, som havde taget en bid af en sur citron, da han efterlignede hendes måde at stå på, men hun valgte at ignorerer hans barnligheder. ”Ja, hvad tror du, at jeg laver her?!” Sagde hun surt og slog armene ud, som om at det var det mest åbenlyse i verden. ”Jeg arbejder! Eller, lige nu bruger jeg min dyrebare tid på, at blive irriteret af dig!” Hun pegede bebrejdende på ham, som om at det hele var hans skyld. Det var det jo sådan set også i hendes verden, men det kunne han jo ikke gøre for. Hun var jo overbevist om, at han kun kom der for at irriterer hende, men i virkeligheden var det jo hende der havde opsøgt ham, på den måde. Hun kunne jo have valgt at gå videre og lade som, at hun ikke havde set ham, men nææh nej! Han skulle have at vide, hvor meget han lige nu ødelagde hendes perfekte dag!

[Deleted]

Sacha lo kort over hendes modvillighed i forhold til hans ansættelse på stedet. Ikke at dette ville kunne få ham til at forlade stillingen igen, eller noget. Tvært imod. Den foragt hun tydeligt havde over for ham var nok snare medvirkende til, at han havde endnu mere lyst til at blive der. Så i virkeligheden kunne det sagtens havde været en løgn, han bare fortalte for at få det til at ligne et sammentræf. Dog var det ikke tilfældet. Havde det hængt sådan sammen, så havde han sørget for, at hun kunne høre, at han løg. Det havde jo gjort hele situationen så meget desto sjovere. For ham selv i hvert fald.

Han himlede med øjnene, men smilte stadig morende over hele dette scenarie. "Erfaringer som journalist, mademoiselle," svarede han overlegent og gjorde på inden måde skjul på, at han fandt dette her langt mere morsomt, end hun gjorde. "Frankrig har jo også aviser, 'usker du nok," påmindede han ende bare for at være lidt mere rapkæftet. Han havde ikke ændret sig meget siden skolegangen, men det havde hun så til gengæld. Dengang havde hun da aldrig nogensinde turde sige fra over for ham.

"Jamen, søde Rosie, 'vis jeg er sådan et tidsspilde, 'vorfor så begynde at tale til mig i første omgang?" Spurgte han tydeligt upåvirket over for hendes fornærmelse. Det var nok det, der i bund og grund gjorde ham til det generende møgsvin, han i sidste ende var. Han sagde, hvad han tænkte og hørte kun det, som han selv ville høre. Det var derfor også på forhånd dømt umuligt for hende at kunne tvinge ham ud fra arbejdspladsen ved sin blotte attitude eller klare signaler på, at hun ikke kunne fordrage ham. Han vred det hele om i hovedet og syntes bare, det var sjovt. Det måtte hun jo så bare blive nødt til at leve med.

[Rosie Valentine Sharp]

Der var da overhoved ingen grund til, at de ansatte endnu en journalist! Og bestemt ikke ham. De havde da fint nok styr på det hele! Han ville bare være til besvær! Burde hun gå til chefen med dette? Nej, så skulle hun vel have en decideret grund til, at han skulle fyres. Måske ville hun kunne bilde de andre ind, at han stjal ting fra arbejdspladsen? Nej, så ville hun selv blive fyret, hvis der var nogen der fandt ud af det. Pokkers.

”Jo tak! Det ’usker’ jeg!” Sagde hun, endnu engang på en mere fransk manér end hun plejede, for at efterligne ham. ”Jeg mindes ikke, at du har været interesseret i journalisme.” Sagde hun. Ikke et spørgsmål, bare en eller anden form for konstatering. For det eneste hun rigtig kunne huske ved ham var, at han var en dum satan, som fortjente at få en voksbehandling på hele kroppen, gerne imens hun så på, så hun kunne grine højt af hans lidelser! Hah! Sådan ville det ikke blive denne gang! Denne gang, var de på hendes hjemmebane, så hun skulle i den grad få skovlen under hans dumme, franske fødder!

Et specielt udtryk kom frem i hendes ansigt, da han påpegede at det var hende selv, der var kommet til ham og begyndt samtalen. Det lignede, at hun havde bidt ned i den sureste citron i verden, og at hun på samme tid havde fået en lussing. For han havde ret. Dumme, irriterende mand, som skulle ødelægge hendes liv endnu en gang! ”Hm!” Kom det skingert fra hende. ”Du skal ikke ’søde’ mig!” Sagde hun bestemt, og undgik at svare på hans spørgsmål. Hun vendte sig i stedet med en hurtigt bevægelse, så hendes mørke hår fløj til alle sider, hvorefter hun trampede ned af gangen, for at komme væk fra ham!

[Deleted]

Det var ingen hemmelighed, at Profettidende havde modtaget mange klager grundet dens mangel på nyheder, og at den i stedet var blevet overdynget med sladder. Noget der jo i virkeligheden slet ikke hørte til i en avis, der burde være samfunds-orienteret. Men det var jo netop årsagen til, at han var blevet ansat så hurtigt, som han var blevet. Han havde meget erfaring med at skrive om reelle nyheder frem for gement sladder... Ikke at han ikke kunne lide sladder, for det kunne han bestemt! Bare ikke at skrive om det.

Han hævede det ene øjenbryn og lagde ikke låg på, at han morede sig betragteligt over situationen. Hun var på ingen måde glad for at se ham, og jo - han var meget undeholdt af hende reaktion. Hvilket også var årsagen til, at han blev ved med at tirre hende i stedet for bare at ignorere hende, som han ellers havde gjort.
"Jamen, så 'ar du vist ikke en særlig god hukommelse, mademoiselle. Jeg var jo trods alt journalist på skolebladet og tog det som valgfag," påpegede han, for journalisme havde altid været noget, han gik op i.

Sacha lo ad hendes reaktion. Det her var prisløst! Han lod hende tabe med en selvindbildt værdighed, som hun trampede ned ad gangen. "Vi ses til frokost, snut!" Råbte han efter hende, inden han vendte opmærksomheden tilbage mod sin artikel. Hun skulle ikke blive fri for ham så let, det kunne hun godt glemme alt om. Det at kun så tydeligt ikke ønskede hans tilstedeværelse var sådan set bare med til at forhøje hans lyst til at blive der. Det her skulle i hvert fald nok blive rigtig sjovt... For ham selv i hvert fald.